Til Forsiden
Send Mail Send Mail Home
GODA - Kanonbådsvej 8 - 1437 København K - Tlf. 20 25 17 53

ALKOHOL GENERELTGENSTANDSGRÆNSER

GENSTANDSGRÆNSER

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder maksimum drikker 14 genstande om ugen og mænd højst 21 - og ikke det hele på én gang.

 

Genstandsgrænserne gælder for voksne. Mindreårige bør ikke drikke alkohol ligesom gravide, mennesker med visse sygdomme og mennesker, der tidligere har drukket for meget, anbefales helt at undgå eller være yderst påpasselige med alkohol.


KVINDER BØR IKKE INDTAGE ALKOHOL UNDER GRAVIDITET

 

Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen kan selv små mængder alkohol skade et foster, og der kan ikke peges på en nedre grænse for indtagelse af alkohol, som med sikkerhed ikke indebærer en risiko. Man ved, at alkohol set fra barnets perspektiv er det farligste af alle rusmidler, idet alkohol meget let passere de biologiske barrierer, fx moderkagen, og derved får fosteret samme alkoholindhold i blodet som moderen har. Sundhedsstyrelsen har derfor fra 22. februar 2007 skærpet anbefalingen om alkohol og graviditet:

 

”Er du gravid: Undgå alkohol".

 

"Prøver du at blive gravid: Undgå alkohol - for en sikkerheds skyld”.

 

Anbefalingen henvender sig også til kvinder, der prøver at blive gravide, fordi mange kvinder først opdager, at de er gravide 3-4 uger inde i graviditeten, og da kan et alkoholforbrug allerede have skadet fostret.

 

Sundhedsstyrelsens anbefaling lægger sig op ad forskningsresultater, der ikke blot viser, at alkohol er skadeligt for fosteret, men at skadevirkningen formodes at være dosisafhængig – større skader, jo højere alkoholkoncentration moderen har i blodet.

 

Den mest alvorlige alkoholskade er FAS - Føtalt Alkohol Syndrom, som er karakteriseret ved vækstretardering, karakteristiske ansigtstræk og symptomer på hjerneskade. De mindre skader kan være lettere adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Desuden mener man, at alkoholindtagelse omkring undfangelsen og i ugerne efter kan føre til spontan abort og til dødsfødsler.

 

Se endvidere Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk

 


HVAD ER ET MISBRUG?

 

Der er flere forskellige definitioner på misbrug. Men man kan sige, at et misbrug er, når man drikker så meget, at:

  • det går ud over andre mennesker f.eks. familien
  • alkohol er det vigtigste, når man er sammen med andre
  • man synes, man fungerer bedst, når man har drukket
  • kroppen tager skade
  • man drikker mere, end man har råd til